|
Ferie og faglighed kan sagtens kombineres - også når man er veterinærsygeplejerske.
Af veterinærsygeplejerske Yvonne Thomsen
For et halvt års tid siden, talte min kollega, Vibeke Dahl, og jeg om, at det kunne være spændende at prøve at arbejde i udlandet. Samtalen udviklede sig til en idé om at rejse ud og besøge veterinærsygeplejersker i andre lande. Da vi begge har en forkærlighed for Storbritannien og Irland, valgte vi at drage vestpå. Og dét gjorde vi så i juni i år. Det blev en fantastisk tur, som andre veterinærsygeplejersker måske kunne lade sig inspirere af.
Forberedelserne til turen
Det spørgsmål, vi oftest blev stillet af de veterinærsygeplejersker, vi mødte på vores tur, var ”hvordan i alverden kunne det lade sig gøre, at I begge fik ferie på samme tid?” Svaret er, at selvom vi arbejder i samme praksis, så har praksis fire forskellige klinikker og vi er sjældent at finde på samme klinik på samme tid. - Og så spurgte vi meget tidligt.
Vi holdt et lille planlægnings-møde og bestilte en flybillet fra Billund til Dublin i Irland og én retur fra Edinburgh i Skotland til Billund knapt 14 dage senere. Herimellem var vores plan at rejse nordpå fra Dublin til Belfast i Nordirland og sejle fra Belfast til Skotland. Vi bestilte én overnatning på vandrehjem i Dublin – derefter ville alt bero på, hvad vi havde lyst til og på, hvilke muligheder, der ville dukke op undervejs.
For at undersøge, om de irske og skotske veterinærsygeplejersker er lige så nysgerrige, som vi er, søgte vi på nettet og fandt nogle adresser til klinikker i Dublin og til den irske og den britiske veterinærsygeplejerske-forening. Vi sendte en høflig forespørgsels-mail i meget god tid og ventede spændt på svar. I begyndelsen hørte vi intet og blev lidt mismodige. Men pludselig var der hul igennem til den irske veterinærsygeplejerske-forening, IVNA. Et medlem skrev et svar på vores mail og indledte med at spørge, om hun havde forstået det rigtigt, at vi virkelig gerne ville bruge vores ferie på at se, hvordan veterinærsygepleje foregår i Irland. Vi svarede hende, at ja, så tossede er vi altså og blev så modtaget med masser af velvilje. Mia Bowen, som vores kontakt hedder, arbejder i dagtimerne deltids på en lille dyreklinik i Dublin, som specialiserer sig i øjenkirurgi på smådyr. I aften- og nattetimerne har hun faste vagter på en akut-klinik, som dækker hele det sydlige og vestlige Dublin i smådyrs-vagten. Mia skrev, at hun meget gerne vise os begge sine arbejdspladser og vores humør steg adskillige grader.
Ikke mange dyr i gadebilledet
Vel ankommet til Dublin, slog det os hurtigt, at vi stort set ikke så et eneste dyr i gadebilledet, ud over de obligatoriske duer og måger, som lever i en stor havneby. Under hele vores ophold i Irland, så vi ikke en eneste kat, ud over en enkelt, som var indlagt på Mias ene arbejdsplads. I en stor by som Dublin, lever kattene formodentlig mest sikkert som lejlighedskatte og derfor var fraværet af velnærede kælekatte i gadebilledet måske ikke så overraskende. Vi så derimod heller ingen forhutlede, vildtlevende katte – måske fordi, dyreværnsorganisationerne har gjort et stort stykke arbejde for at hjælpe de herreløse katte.
Mødet med de irske veterinærsygeplejersker
Besøget på akut-klinikken skulle selvfølgelig finde sted en dag, hvor Mia havde vagt. Vi blev derfor nødt til at lægge besøget på samme dag, som vi var ankommet til Dublin. Vi var stået op kl. 03.45 på Fyn og var ankommet til Dublin ved middagstid.
Mia havde ikke svaret på vores sidste mail, hvor vi havde spurgt om adressen til akut-klinikken, som vi ikke kunne finde på nettet. På vandrehjemmet lykkedes det os at finde et telefonnummer til den lille klinik, hvor Mia arbejder i dagtimerne. Vi håbede at kunne træffe Mia her og få oplyst adressen til den akut-klinikken, som vi skulle besøge om eftermiddagen. Heldigvis havde Mia skrevet, at hun havde vagt til kl. 19 om aftenen, så der var lidt tid at løbe på. Telefonnummeret eksisterede ikke længere, var beskeden, da vi ringede op til Mias klinik. Vi søgte igen på nettet og fandt en adresse, som kunne være akut-klinikken og bestemte os for at tage en bus derud og se, om det var tilfældet. Vi talte lidt om, hvor dårligt klinikken faktisk var markedsført, i hvert fald på nettet. Hvordan søren skulle man finde frem til klinikken, hvis man stod med et akut påkørt dyr og havde brug for akut hjælp?
Adressen viste sig at være en del af et meget stort universitets-bygningskompleks. Heldigvis vidste buschaufføren nogenlunde hvor dyreklinikken lå og pegede os i den rigtige retning. Efter at have gået temmelig langt, begyndte vi at møde mennesker med hunde i snor – og nogle af hundene havde endda forbindinger på. Vi var på rette spor. Døren til klinikken var låst og man skulle ringe på, for at blive lukket ind. Her blev vi mødt af Mia og hendes fem kolleger: Tre veterinærsygeplejersker og to dyrlæger.
Et anderledes vagtsamarbejde
Forklaringen på den dårlige markedsføring, fik vi hurtigt: Markedsføring af akut-klinikken var sådan set ikke nødvendig. Klinikken blev drevet af et privat firma, som havde lejet sig ind i nogle små lokaler på det store universitets-dyrehospital. Ejerne af klinikken havde et kontor et andet sted i byen, hvor de tog sig af den administrative side af driften. Akut-klinikken havde udelukkende åbent i aften- og nattetimerne, samt i weekenderne, hvor de lokale dyreklinikker havde lukket. De enkelte lokale klinikker abonnerede på ordningen, således at de aldrig selv havde vagt, men henviste deres klienter til akut-klinikken, uden for almindelig åbningstid. Klienter, som havde et akut sygt dyr, ringede altså bare til deres faste dyrlæge, som stillede videre til akut-klinikken. Markedsføringen af akut-klinikken skulle altså rettes mod de lokale klinikker, som kunne abonnere på ordningen og ikke mod den enkelte klient.
På akut-klinikken tog man sig først og fremmest af klienter fra de lokale klinikker, som rent faktisk abonnerede på ordningen, men i enkelte tilfælde – hvis klienten ikke kunne komme igennem til sin faste dyrlæges vagtordning - behandlede de også dyr, som egentlig hørte til andre klinikker.
En god omgangstone
Noget af det første, der slog os, da vi fik lov til at være fluer på væggen på akut-klinikken var, hvor pænt dyrlæger og veterinærsygeplejersker talte til hinanden. Den gode omgangstone hang sandsynligvis sammen med irernes sædvanlige høflige måde at henvende sig til hinanden på – ”please”, ”excuse me” og ”sorry”, må være nogle af de allermest brugte ord i det engelske sprog. En anden del af forklaringen, fortalte Mia og dyrlægerne samstemmende, er at de ansatte på klinikken alle er ansat på samme niveau. Ingen er chef, ingen er underordnet. Cheferne sidder som nævnt et helt andet sted og blander sig uden om det daglige arbejde. For en udenforstående dansk veterinærsygeplejerske, var det meget tydeligt, at her arbejder dyrlægerne og sygeplejerskerne for alvor sammen for et fælles mål, nemlig at behandle de akut syge eller tilskadekomne dyr.
Vagthavende er ikke en konkurrent
En anden fordel ved akut-klinikkens opbygning er, at ingen af de lokale dyrlæger behøver at være nervøse for, om den vagthavende klinik, skulle finde på at kapre klienterne fra dem. Akut-klinikken har ingen dag-klinik med vaccinationer, neutralisationer, tandbehandlinger osv. og er derfor ingen konkurrent til de mindre klinikkers levebrød.
Orden i kaos
Umiddelbart virkede lokalerne på akut-klinikken meget små og temmelig rodede. Det fremgik dog hurtigt, at der er orden i kaos. Lige inden for døren står et undersøgelsesbord, med et røntgenanlæg oven over. Dette bord bliver brugt til de nyest ankomne patienter og så snart en patient bliver bragt ind fra modtagelsen, kaster veterinærsygeplejerskerne sig over den, lægger et venekateter og tager blod ud til en hæmatokritmåling. Patienten bliver koblet på drop, hvis det er indikeret og fordi lokalerne ligger i universitetsdyrehospitalets bygninger, er der ilt og anæstesigas direkte i rør i væggene.
Det var tydeligt at alle vidste præcist hvilke opgaver, de skulle tage sig af og hvor de havde hinanden. Der var ingen panik og ingen tvivl, selvom det var meget alvorlige tilfælde, som kom ind ad døren hvert øjeblik. Den rutine, man får ved at arbejde på en akut-klinik, giver selvfølgelig en faglig selvtillid og gør, at man er rustet til at klare det meste – i modsætning til os på de små, fredelige klinikker, som måske kun får et højakut tilfælde blødende og skrigende ind gennem dørene en gang hvert halve år.
Hårdt, men spændende
De akut syge dyr var selvfølgelig akkompagneret af meget bekymrede, ophidsede og ulykkelige ejere. Det må kræve en del mental energi af en veterinærsygeplejerske og en dyrlæge, som har sin daglige gang på en akut-klinik som denne, også at skulle tage sig af ejerne. På samme måde må det koste mange kræfter at skulle være så meget ”oppe på dupperne” hele tiden, som man nødvendigvis må være, når man står i en akut-modtagelse. Selvom man lærer meget og får virkelig mange fagligt interessante tilfælde gennem hænderne, må det også være hårdt. Mange af de ansatte på akut-klinikken arbejdede derfor på akut-klinikken på deltid, ved siden af et mere traditionelt dyrlæge- eller veterinærsygeplejerske-job på en mindre klinik. Nogle arbejdede fuld tid på en lokal klinik, og tog vagter på akut-klinikken for at tjene ekstra penge eller for at få noget mere erfaring. Alligevel var det tydeligt, at det var rutinerede og professionelle akut-veterinærsygeplejersker og dyrlæger, som tog imod dyrene. Måske er dette faktum tilstrækkeligt til at opveje den usikkerhed, klienterne kunne forestilles at have over, at det ikke er deres ”egen” faste dyrlæge, de møder i vagten.
Læs mere i vspnets næste nyhedsbrev. Bl.a. om hvilke patienter, vi så blive behandlet på akut-klinikken og hvad vi fandt i Skotland.
Hvis du har lyst til at vide mere om de irske veterinærsygeplejersker, kan du besøge deres hjemmeside her: www.ivna.ie
|
|
