|
Af veterinærsygeplejerske Fie Tiedemann, Silkeborg Dyrehospital
Som vsp og katteejer er jeg stor tilhænger af øretatovering og særligt frihåndstatoveringerne, som mange klinikker efterhånden er begyndt at lave.
Tre års arbejde på et dyreinternat inden jeg uddannede mig vsp, hvor hundredvis af katte hvert år blev indleveret, satte for alvor behovet for øretatovering i perspektiv. De forsvindende få katte som rent faktisk var øretatoveret, gav os store problemer da priktatoveringerne var utydelige og meget vanskelige at aflæse.
Jeg har, som mange andre sikkert, fået at vide at det ikke betød noget om en eller to bogstaver eller tal var utydelige for udfra udelukkelsesmetoden og med de oplysninger man havde fra katteregistret, kunne man finde frem til kattens identitet. I praksis erfarede jeg dog at det slet ikke var så nemt, idet man ofte stod med utallige kombinationsmuligheder og mangelfulde oplysninger fra katteregistret.
At klippe hår af øret, spritte og lyse med en lampe bag øret for at tyde tatoveringen er en mulighed med bedøvede eller døde katte, men ikke noget jeg uden videre vil give mig kast med på en vågen og evt. skræmt kat. Det er heller ikke noget ”almindelige” mennesker kan give sig i kast med, og de har ofte sværere ved at aflæse priktatoveringerne, end vi som har både set og lavet mange.
Jeg kunne derfor ikke vente med at komme i gang med frihåndstatoveringerne, da jeg forstod dette var et alternativ til de priktatoveringer, som jeg selv lavede i min læretid.
Den første maskine var af typen, hvor blækket hældes i maskinen, og kommer ud når man kører med apparatet. Denne maskine havde en fodpedal. Resultatet var ganske fint, selvom stregerne var ret brede. Problemet var at der ofte kom tørre flager af blæk med ud, når man tatoverede, da den var vanskelig at gøre ren. Rengøringen bestod af at skylle vand igennem hulet hvori man fyldte blæk og lade det løbe ud igen. Efterhånden blev maskinen mere og mere langsom, grundet al den tørre blæk, som satte sig på de mekaniske dele. Den friske blæk kunne heller ikke komme ud.
Vi var blevet instrueret i at apparatet kun måtte holdes lodret hele tiden for at undgå at blækken løb rundt inden i, og selvom vi prøvede at efterleve det, gjorde det arbejdet besværligt, og maskinen blev desuden snart sløv igen. En ny måtte til og vi købte en Génia YLG junior fra E-vet, som vi er meget tilfredse med.
I modsætning til den tidligere model, skal man ikke hælde blæk i denne, men suge det op med nålen fra en lille beholder når man kører med apparatet. Denne maskine har ingen fodpedal, men kører når man holder ”pinden” foran nålen inde.
Med til maskinen følger forskellige nåle, én består af tre små nåle, mens en anden består af en enkelt, ret bred nål. Vi prøvede os frem og syntes at vi fik det pæneste resultat med den store enkelte nål som desuden var nemmest at arbejde med. Stregen bliver utrolig fin, skarp og tydelig i selv små katteører.
Det kan anbefales at øve sig på kadavere først, idet der ikke er plads til de store fejl! Man kan nemt tegne tal og bogstaver op med en kuglepen så man har lidt at gå efter de første gange. I starten tager det lidt længere tid end priktatoveringer, men når man har fået rutinen går det lige så hurtigt. Jeg har udarbejdet følgende procedure, se venligst bort fra det der gælder min arbejdsplads.
Procedure vedr. brug af tatoveringsmaskine
- Tjek hvilket nummer der skal tatoveres, både i kartoteket i skranken og på listen i forberedelsen
- Fjern pelsen fra kattens højre øre i det område, der skal tatoveres
- Tør af med sprit og smør et tyndt lag vaseline på
- Placer en træspatel under øret og fikser øret, så det ligger fladt
- Med nålen i blækket, lader man maskinen køre lidt – på denne måde trækkes blækket op
- Når der tatoveres, holdes maskinen i en ca. 30-45 grader vinkel (ikke fuldstændigt lodret), dette reducerer blødning og hævelse
- Skriv tydelige blokbogstaver og tal
- Kør i et roligt tempo med maskinen – den skal have tid til at ”slå” farven ind i huden
- Overskydende blæk tørres af med en tampon
- Kontroller at tatoveringen er tydelig og ensartet – hvis ikke tegnes op
- Evt. efterfølgende blødning og hævelse kan afhjælpes ved at presse tatoveringen kortvarigt mellem pege- og tommelfinger
- Noter det netop tatoverede nummer på listen i forberedelsen
Rengøring - Foretages hver gang maskinen er blevet brugt
- Hovedet på maskinen skrues af og skylles samt rengøres grundigt
- Nålen skylles og rengøres
- Lad maskinen stå til tørre usamlet
- Husk at smøre maskinen med olie (som til klippemaskiner) med jævne mellemrum, hæld lidt olie op og lad maskinen køre i det ca. 30 sek.
Frihåndstatoveringerne er lette at aflæse både for os, men også for ”almindelige” mennesker. Ofte kan det gøres helt uden at skulle håndtere katten! Vi tager ikke mere for frihåndstatoveringerne og tilbyder uden beregning at tegne gamle, utydelige priktatoveringer op, hvis katten skal i narkose pga. noget andet. Dette en mulighed som er unikt for frihåndsapparatet.
Jeg lægger en stor indsats i at få kattene øretatoveret og fremhæver gerne, at vi har en frihåndstatoveringsmaskine og viser billeder af, hvordan resultatet vil blive, hvis kunderne tvivler.
Mange kunder og jeg selv inklusive, synes at frihåndstatoveringer er meget pænere end priktatoveringer. Nogle ejere af de lidt ældre katte, har ligefrem tidligere fravalgt øretatovering, fordi de enten synes de ikke var pæne eller havde erfaring for, at de blev ulæselige. Hvis jeg i journalen kan se at kunden ikke tidligere er blevet tilbudt en øretatovering ved os, tager jeg gerne snakken med dem.
Nogle har også fortrudt at de ikke fik katten øretatoveret tidligere, men tænker ikke lige over at det kan gøres ved en senere lejlighed. Indekatte anbefaler vi utvivlsomt øretatovering til, de kan slippe ud, blive forskrækkede og få svært ved at finde hjem.
Ved hjemsendelse af ny-tatoverede katte, sørger jeg for at understrege overfor kunden, hvor vigtigt det er at katteregistrets oplysninger holdes ajour.
Nogle katteejere foretrækker at få deres katte chippet, og det gør vi selvfølgelig også, men gør også opmærksom på det problematiske i chipmærkning af katte. Ved hunde ved man, at hvis ikke den er øremærket, er den højst sandsynligt chipmærket. På klinikkerne tjekker vi katte for chip, men mange ”almindelige” mennesker tænker ikke på dette og har desuden ingen mulighed for at aflæse chippen selv.
Jo mere besværligt det er for folk at hjælpe en kat, jo mindre tilbøjelige er de til at gøre det. Den synlige mærkning har derfor sin berettigelse.
Det er mit indtryk at vi på klinikkerne kan gøre utrolig meget for at få kattene øremærket og optimere chancerne for at føre kat og ejer sammen eller i hvert fald give ejer besked om kattens skæbne i værste fald.
Vi ved alle rundt om på klinikkerne kun alt for godt, hvor hurtigt en ikke mærket kat der er kommet til skade eller en tilsyneladende herreløs kat, kan blive aflivet eller afhændet.
Jeg tror på, at vi på dyreklinikkerne bl.a. ved at oplyse om fordelene ved øretatovering, kan få kunderne til at forstå nødvendigheden af at tage ansvar for deres katte. Målet må overordnet set være at undgå alle de herreløse katte.
|
