Sibiriske Igor får hjælp
KRUUSE-medarbejdere kom dyrlægen i Odense Zoo til assistance med digitalt røntgenudstyr, da havens hantiger blev krydstjekket.
af journalist Poul Christian Poulsen
Medarbejdere fra KRUUSE kom på en opgave ud over det sædvanlige, da Odense Zoos dyrlæge, Steffen Knold, skulle have hjælp i forbindelse med behandlingen af havens seks år gamle sibiriske hantiger.
Det store kattedyr, der kom til Odense Zoo for godt og vel halvandet år siden, havde fået problemer med sit venstre bagben, hvilket fik dyrlæge Steffen Knold fra Årslev Dyreklinik på Fyn til at iscenesætte en række undersøgelser.
Heriblandt en røntgenundersøgelse, hvor KRUUSE stillede et digitalt røntgenudstyr til rådighed, så der kunne gennemføres en hurtig og præcis diagnose. Forud for undersøgelserne havde dyrepasser Janus Hansen observeret problemerne.
- Det var, som om bevægelsen på det ene bagben var en anelse forsinket sammenlignet med det
andet, og vi var bange for, at der måske var tale om en diskusprolaps, fortæller han. Først blev der behandlet med antiinflammatorisk medicin uden effekt. Derpå antibiotika og binyrebarkhormon med nogen effekt, men der kom et
tilbagefald.
Dyrlæge Steffen Knold fik først iværksat en MRscanning. Det i sig selv er ikke så lige til, idet tigere vejer ca. 200 kg. Der måtte bestilles en mobil MRscanner, tigeren blev bedøvet og båret op på lastbilen og lagt ind under scanneren. Selve seancen tog fire timer. Scanningen viste ingenting.
Valgte røntgenfotografering
Herefter valgte Steffen Knold at få tigeren røntgenfotograferet.
Det var i den forbindelse, at KRUUSE kom til assistance med et IDEXX DR810 mobilt røntgenudstyr, således at hals, hofter og ryg kunne blive fotograferet.
Det sikrede et hurtigt og præcist svar, der til al held ikke pegede på sygdomsmæssige forandringer.
Efter undersøgelsen fremhævede dyrlæge Steffen Knold det som en stor fordel, at der ved en opgave af den karakter er en speciel stor fordel i at kunne røntgenfotografere med digitalt udstyr.
- Billederne kan redigeres, så det er muligt på stedet at se, hvad der kan være galt, siger Steffen Knold. Uden mobilt digitalt røntgenudstyr skal man først hjem på klinikken og fremkalde billedet og så håbe, at billedkvaliteten er brugbar.
Nåle og kiropraktik
For at komme videre i behandlingen allierede Steffen Knold sig med dyrlæge Tove Due, som den seneste halve snes år har specialiseret sig i alternativ behandling af dyr, blandt andet ved hjælp af kiropraktik, der går ud på at forbedre eller genoprette bevægeligheden af kroppens led.
- Jeg kunne mærke, at alt havde sat sig fast i tigerens nakke, og at den var låst i bækkenets højre side, forklarede hun bagefter.
Værdifuld tiger med gode gener
Ifølge Odense Zoo har tigeren efter alt at dømme fået det bedre, og det er ikke uden grund, at alle behandlingsformer prøves af.
Ifølge zoolog Bjarne Klausen fra Odense Zoo er der nemlig tale om en fantastisk god han med et fint temperament.
- Han er genmæssigt særdeles værdifuld og rangerer på top 10-listen over de bedste tigre i Europa, oplyser han.
Zoo i Odense har netop valgt at få en tiger, der rangerer højt, i håb om at kunne få et avlspar, der gør det muligt at sende unger til andre zoologiske haver.
|