|
Der stilles til stadighed større og større krav til mulighederne for behandling af vores kæledyr. Menneskets egen jagt efter det perfekte overføres til vores kæledyr – men hvor går grænsen?
Tekst: Pia Vaaben, fagdyrlæge ved Bistrup Dyreklinik.
Fotos: Yvonne Thomsen.
I gamle dage var en kosmetisk operation på en hund helt uset, i dag er situationen en anden – og den ændrer sig konstant. Globaliseringen med påvirkning fra specielt USA har afgørende indflydelse på vores adfærd og levevis, og det afspejler sig i relationerne til vores kæledyr. Nye behandlinger er på vej.
Vi kan konstatere, at behandlinger, som er blevet almindelige i den humane verden, nu også træder ind på det veterinære område; fedtsugninger, botoxbehandlinger og fjernelse af stemmebånd er eksempler på, hvad der udføres uden for Danmarks grænser. Hvor langt vil vi gå?
Kosmetisk er sygdomsmæssig begrundelse?
Vi har i vores lovgivning retningslinjer, som udtrykkeligt forbyder os at påføre det enkelte dyr unødig smerte og lidelse. Endvidere forbyder den os at amputere legemsdele eller korrigere hundens udseende, medmindre der er en sygdomsmæssig begrundelse. (Dyreværnslovens kap. 2, § 14, stk. 2).
Selv med denne lovgivning i ryggen, kan man komme ud i gråzoner, hvor det er uklart, om det enkelte indgreb er af ren kosmetisk karakter eller det har en forbedrende effekt på hundens trivsel. Er en given operation etisk korrekt at udføre eller ej?
Uhensigtsmæssigt opdræt
Behovet for forskellige kosmetiske indgreb bør afføde spørgsmål om, hvorvidt vores avl af hunde er hensigtsmæssig. De fleste har kendskab til historier om pekingesere, som er fremavlet til at få så store øjne, at det medfører risiko for, at øjnene ”popper” ud af øjenhulerne, franske bulldogger, som har så store kranier, at de ikke kan fødes naturligt osv. Der findes adskillige eksempler på, hvad målrettet avl kan føre til af usunde, uhensigtsmæssige kropsforandringer.
Igennem de senere år har der heldigvis været en mærkbar fokusering på problemet fra dels DK, dels fra ansvarlige avlere, dels fra offentligheden. Man ønsker at forhindre udvikling af så radikale racemæssige karakteristika, at det medfører nedsat livskvalitet for den enkelte hund.
Bekymrende kompromiser
Avlens fornemste opgave er at tilvejebringe sunde individer, som er racemæssigt typiske og som besidder et godt temperament med de brugsegenskaber, der kendetegner racen. Der er mange hensyn at tage, når man skal avle for at nå målet, og af og til må der indgås kompromiser.
Resultatet kan være forekomst af vildtkløer på lemmerne (polydactyli), som vi ser hos f.eks. rottweiler og berner sennenhunde, uhensigtsmæssigt lange haler på tidligere halekuperede racer som dobermann, overdrevne hudfolder omkring næse og øjne hos bulldogger, overdrevent store kinder/læber hos mastiffer og blodhunde osv.
I vores jagt på de racetypiske særpræg kan det resulter i, at disse særpræg bliver så overudviklede, at det sundhedsmæssigt får negativ betydning for den enkelte hunds livskvalitet.
I disse tilfælde skylder vi hunden at finde den bedste løsning på dens problem. Her der det ikke vanskeligt etisk at forsvare kosmetiske operationer, for at forbedre den enkelte hunds trivsel og livskvalitet. Men som sagt er der gråzoner, hvor det er svært at afgøre, om operation/korrektion er relevant og forsvarligt eller ej.
Amputation af vildtkløer
Ved amputation af vildtkløer fjernes ”tommeltots-kløerne” på for- eller bagben kirurgisk under bedøvelse. Såvel selve neglen, som den eventuelle tåknogle, der kan være til stede, fjernes helt. Før 1996 var det rutine af hvalpe født med ekstra kløer, fik fjernet disse uden bedøvelse indenfor 1. leveuge. I England fik dyreværnsfolk sat en stopper for denne rutine, og det bredte sig til langt de fleste vestlige lande, også Danmark, hvor forbuddet indførtes i 1996.
Imidlertid giver lovgivningen mulighed for at dispensere for amputation af vildtkløer, såfremt kløernes tilstedeværelse er til gene for hunden. Men det er strengt ulovligt at amputere vildtkløer af kosmetiske årsager, for blot at ændre på hundens udseende!
Individuel vurdering
Rigtigt mange hunde lever perfekt med alle de kløer, de nu engang er født med. Hvis den enkelte hund kommer til skade med sine kløer, kan man argumentere for, at der er grundlag for amputation. Hvor mange gange, og hvor store skader der skal til før et indgreb er en vurderingssag, som ejer og dyrlæge må foretage fra gang til gang. Et enkelt uheld er ikke nok i mine øjne – der må være klare indicier for, at kløerne har en forøget risiko for at blive beskadiget.
Det kan ligeledes være vanskeligt at bedømme, hvorvidt kløernes tilstedeværelse her betydning for den enkelte hunds bevægelse. Går den unaturligt skrævende? Har det indflydelse på dens benstilling og udvikling af gigt på længere sigt?
Vildtkløer på bagbenene kan i nogle tilfælde betyde ændret bevægelse for hunden. Personligt har jeg i klinikken haft en patient, hvor vi måtte amputere kløerne på bagbenene, da de greb ind i hinanden og derved låste bagbenene, når hunden løb. Dette udløste panik og forsøg på flugt, og denne patient var derfor en oplagt kandidat til amputation.
Udvikling af vildtkløer er genetisk bestemt. Det vil sige, de har en væsentlig arvebarhed. Med den viden er der langt mere perspektiv og etisk ansvarlighed i at forhindre udvikling af vildtkløer via en målrettet avl, frem for at skære legemsdele af hunden. Det samme gælder for haleamputationer.
Haleamputationer
Ved haleamputation forstås forkortelse af halen ved kirurgisk indgreb. Haleamputation er med mellemrum til debat. Indtil 1991 var det lovligt at amputere haler på en lang række hunderacer. I dag er det ikke længere tilladt, dog med undtagelse af visse jagthunderacer, som har bibeholdt beskæring af deres hunde (weimaraner, vizsla, breton og tysk korthåret/ruhåret hønsehund).
Med 17 års erfaring, har jeg min egen holdning til haleamputation. Det er glædeligt at se, hvordan hunde, som tidligere var haleamputerede, nu her en hale som de ivrigt kommunikerer og signalerer med. Der foregår en hel del sproglig udveksling via haleføringen.
Igennem min tid som praktiserende i smådyrsklinikken, er det kun i ganske få tilfælde, hvor der har været anledning til at amputere haler. Visse jagthunde angives at være i særlig høj risiko, når de går gennem siv og krat, hvorfor man har formået at beholde amputationsretten. I betragtning af, hvor mange hunde, der med intakte haler færdes i naturen, forekommer haleskader ret sjældent. Naturligvis er det ulykkeligt og meget generende, når en hale beskadiges.
Amputationsret eller avlsmæssig selektion?
Men spørgsmålet er, om amputation er den rette metode at forebygge disser skader på? Erfaringen har vist, at selv hunde med meget lange haler, trods brugshundefunktion, sjældent kommer til skade. Halens udseende kan styres avlsmæssigt, så den kan opnå en udformning, der passer til hundens funktion. Uden avlsmæssig selektion vil halerne ses i alle variationer, som vi så det hos dobermann og rottweilerne, da de fik lov at beholde deres haler.
For at få en fornuftig debat om dette emne, vil en ordentlig belysning af problemets omfang og skadesrisiko, være nødvendig. Indtil nu har debatten været præget af subjektive vurderinger og oplevelser.
Implantationer
Kosmetiske operationer omfatter udover amputationer af visse legemsdele også implantationer, hudplastik og tandretning. Ved en implantation erstattes en legemsdel med en kunstig kopi. I Danmark er den hyppigste form for implantation isætning af ”glasøje”. Ved forskellige øjensygdomme, kan den eneste behandling være at fjerne det eksisterende øje. Af kosmetiske hensyn kan hunden forsynes med et kunstigt øje, som oftest i samme arbejdsgang, som selve fjernelsen af det syge øje. Hundens livskvalitet påvirkes ikke i hverken positiv eller negativ retning af et implantat i en tom øjenhule, men den gennemgår en lidt længere operationsprocedure.
Tilsvarende testikelimplantationer, hvor de bortopererede testikler erstattes med silikoneimplantater. Kastration kan være begrundet i sygdomsmæssige eller i adfærdsmæssige årsager. For nogle hundeejere kan en kastration betyde stop for videre udstilling med hunden, for andre hundeejere kan det være forbundet med stærke følelsesmæssige reaktioner, at hunden har fået fjernet sit køn og maskulinitet.
Denne form for kosmetisk operation forsøger at bevare hundens udseende.
Implantationer og etik
Øjenimplantater er generelt en mere accepteret behandlingsmulighed, sammenlignet med testikelimplantater, som virker stødende på flere. Man kan stille spørgsmålet: Er det etisk korrekt at implantere, eller er det mangel på accept af de konsekvenser en behandling har?
Hudkirurgi og –plastik
Hudplastikken er et stort område, hvor grænserne kan være flydende for, hvornår der er tale om kosmetik eller sygdomsmæssigt begrundet hudkirurgi. Nedenfor har jeg berørt de 3 mest velkendte typer indenfor hudplastik hos hunde:
1: Otoplastik
Otoplastik er en kosmetisk ændring af ørernes udseende. I dag er det ikke længere tilladt at beskære hundens ører, for at opnå et bestemt opret udseende. Dobermann pinscherne er nok den race, som de fleste har et billede af med deformerede ører. En kosmetisk operation, som havde til formål at give hunden et mere barskt udtryk, med de stive, oprette ører. Det er heldigvis yderst sjældent at se en hund med ”amputerede” ører, men det forekommer hos importerede hunde eller hos hunde, der har fået foretaget indgrebet i udlandet.
2: Læbefold, og –kindplastik
Læbefoldsplastik består typisk af korrektion af dybe folder i underlæben. Dette kan være nødvendigt for at komme infektioner til livs, som har sæde i dybe læbefolder. Det fugtige miljø i læbefolderne med savl og foderrester, disponerer for infektioner med af og til særdeles aggressive bakterier og/eller svampe. Den eneste måde at hjælpe hunden med de uhensigtsmæssige store læbefolder, er kirurgisk at tilrette læbefolderne. Visse racer som f.eks. cocker spaniels, sankt bernhardshunde og dogue de bordeaux har forøget forekomst af læbefoldsproblemer.
Antibiotikabehandling kan i visse tilfælde hjælpe, men kan være uholdbart i længden. Den kirurgiske løsning eliminerer problemet. Operationerne er terapeutiske, men tillige kosmetiske, da hundens udseende ændres til det normalfysiologiske.
Ved kroniske infektionstilstande i huden er man sjældent i tvivl om, hvorvidt man skal ty til den kosmetiske korrektion. Men der kan opstå tvivl, når problemet eksempelvis er overdreven savlen. Nogle hunde kan ganske enkelt ikke holde de store mængder savl indenbords til stor gene for deres omgivelser. Selvom hundens ejer med en medbragt ”hagesmæk” løbende forsøger at fjerne hundens savl, kan det være utilstrækkeligt for at undgå ”forurening” af omgivelserne. Hunden er for så vidt sjældent direkte generet af sit eget savl, men kan være det indirekte, som følge af afvisning fra dens omgivende mennesker.
3: Korrektion af øjenomgivelser
Kosmetiske operationer omkring øjnene omfatter, foruden implantater, tillige korrektion af øjenlågenes størrelse og udformning. Det er mit indtryk, at det er sket en avlsmæssig udvikling til det bedre gennem en årrække. Således ser vi sjældnere øjenpatienter, hvor øjenlåget enten er for stramt eller for slapt (entropion/ektropion).
Golden retrievere sås førhen ikke så sjældent at have for slappe øjenlåg, hvor det nederste øjenlåg hang ned. Den lyserøde slimhinde blev meget synlig, og var som følge af udkrængning af øjenlåget disponeret for infektion og betændelsesreaktion i slimhinden. Den kroniske betændelsestilstand i øjenomgivelserne betyder livslang symptombehandling med øjendråber, hvis ikke der kirurgisk bliver rettet op på den fysiologiske fejl. Problemet afhjælpes ved en operation, som strammet øjenlåget til, indtil øjenlågsranden naturligt følger øjet.
Chow chow og shar pei har oftere det modsatte problem, nemlig at øjenlåget er for stramt. Det betyder, at øjenlåget krænger indad, således at øjenvipper eller ligefrem pelsbeklædt hud får direkte kontakt med hornhinden. Dette resulterer i en kronisk irritation af hornhinden, ofte kompliceret med udvikling af sår og arvæv på hornhinden. En tilstand, som er særdeles generende for hunden. Her er behandling ligeledes en kirurgisk korrektion af øjenlåget, hvor indkrængningen ophæves. Tidligere sås denne tilstand ret udbredt blandt rottweilerne, men i dag ses den væsentligt sjældnere.
Tilsyneladende er disse problemstillinger noget, man avlsmæssigt har kunnet imødegå med succes. En glædelig udvikling for de hvalpe som vokser op, og ikke længere har nødigt at gennemgå en operation for at undgå øjengener.
Tænder: Dental kirurgi
Indenfor dette område gemmer sig flere problemstillinger. Her strækker tilretning af tænder/tandstilling sig over egentlig kosmetisk til direkte terapeutisk behandling.
Der stilles krav om fuldstændigt tandsæt hos udstillingshunde. Ved hvalpens skift fra mælketænder til blivende tænder, kan det forekomme, at en eller flere blivende tænder ikke bryder frem fra kæben og tandsættet præsenteres ufuldstændigt (oligodonti spuria).
Dette kan afsløres ved hjælp af en tandrøntgenundersøgelse. De manglende tænder kan efterfølgende kirurgisk hjælpes frem, så tandsættet opnår det ønskede udseende. En problemstilling, som oftest er helt uden betydning for hunden, men afgørende for hundens udstillingspotentiale.
Det modsatte kan ligeledes være tilfældet. At hunden er født med for mange tænder (polydonti). Dette diskvalificerer hunden i udstillingsøjemed, men også her kan dette løses kirurgisk, ved udtrækning af de overtallige tænder. I nogle tilfælde til gavn for hunden, da der kan være gener forbundet med de overtallige tænder, i andre tilfælde helt uden betydning for hunden.
Kirurgisk løsning af tandproblemer og bidfejl
Hundens længde og udformning af over/-underkæbe, har stor betydning for hvilke komplikationer, de kan opstå med tandstilling og bidfejl. I dag er tandretning og kæbekirurgi et område, som varetages af specialuddannede dyrlæger. De har kunnet tilføre behandlingsteknikker, så der nu kan tilbydes tandretning af f.eks. fejlplacerede hjørnetænder.
En tandstilling, som uden korrigering kan resultere i unormalt bid og mulighed for udvikling af artrose (gigt) i kæbeleddet, eller manglende funktionsdygtighed i forbindelse med bidearbejde for brugshunden. Men tandretning kan også være begrundet alene i et ønske om at forskønne hundens tandstilling:
Eksempelvis ved en asymmetrisk tandstilling, som i øvrigt er uden betydning sygdomsmæssigt. En række af disse tandproblemer og bidfejl forekommer på grund af vores racespecifikationer om hunde med særligt korte eller særligt spidse lange næser. Problemer, som efterfølgende må løses kirurgisk.
Ansvarlighed i fremtidens avl
Af hensyn til vores hunde er vi nødt til at være ansvarlige i vores avlsmål. Hvis ønsket om særlige racetypiske karaktertræk overdrives, udløser det problemer for hundens sundhed. I stedet for at skulle operere på hunden, ville det være ønskeligt at avlsspecifikationerne tog højde for ikke at fremavle individer med den type problemer.
Der er ingen tvivl om, at i fremtiden vil vi blive dygtigere og dygtigere til at afhjælpe de skavanker, som hunden får, når den afviger fra det sundhedsmæssige ideal. Det svære er at finde den rigtige balance.
|
|
