Tandretning

DVDS Kursus ved Jens Ruhnau

Som dyrlæger ser vi mange patienter med fejlstillinger af tænderne. Når vi rigtig kigger efter, er det faktisk sjældent at finde en hund med perfekt bid. Det ses oftere hos katte.

Langt de fleste tandretninger foregår da også på hunde.

Når vi undersøger mundhulen hos vores patienter, bør vi også vurdere tandstillingen. Er alle tænder tilstede og er biddet korrekt?

Den mandibulære arkade sidder lingualt for den maxillære arkade.

Rovtænderne danner ved masticationen et sectorielt rektangel mellem P4 oppe og M1 nede. Fremfor dette sidder præmolarerne i et zig-zag mønster frem til caninii.

Caninii sidder med de maxillære distalt og de mandibulære placeret mesialt herfor midt i diasthemaet fra caninus til den maxillære laterale incisiv.

Kronespidserne af de mandibullære incisiver hviler i occlusionen på emaljens cingulum på palatalfladen af de maxillære incisiver.

De fleste malocclusioner har ikke en indikation for behandling, der ligger indenfor rammerne af dyreværnsloven. Ofte fordi det er mindre og ubetydelige malocclusioner, men også i nogle tilfælde fordi tilstanden ikke er til gene for hunden og ikke giver risiko for generende følgeskader.

De tilfælde hvor tandretning er indiceret, er oftest problemer med caninii. F.eks. når de pga. overbid eller trang underkæbe vokser op i ganen.

Tandretningen foregår enten som en aktiv eller en passiv kraftpåvirkning.

Ved den passive metode påsættes f.eks. en bidskinne fast i munden 4-6 uger. Denne skinne presser så tænderne i den ønskede retning når hunden lukker munden.

Ved en aktiv påvirkning påsættes en elastik, eller en skrue som yder et aktivt pres på tænderne.

Tandretningen sker ved at det periodontale ligament i den ene side trykkes sammen, mens det strækkes i den modsatte side.

Hvor ligamentet strækkes begynder efter nogen tid en pålejring af ny alveoleknogle for at imødekomme det øgede træk.

Hvor ligamentet trykkes sammen begynder en modsvarende resorption af alveoleknoglen.

Risikoen er, at hvis trykket på ligamentet bliver for stort, starter også en resorption af cementumlaget på tanden med det resultat, at tandroden resorberes.

Tænder der rettes skal bl.a. derfor undersøges med røntgenbilleder før (evt. under) og efter behandlingen.

Problemet med for stor kraftpåvirkning er langt overvejende et problem ved den aktive kraft.

Den kraft en tand bør udsættes for er ikke mere end maksimalt 15 til 150 gram afhængigt af tandrodens areal. Selv en påvirkning helt ned til 4 gram kan medføre en ændring af tandens position.

Alternativer til tandretning er ekstraktion, plastik af gingiva og afkortning med partiel pulpektomi.